BALSTEDER I HIMMERLAND
Mine erindringer om balsteder i Himmerland koncentrerer sig om Terndrup og om de to steder, hvor der var bal i byen: Pavillionen i Terndruplund og Terndrup Kro. Mine erindringer stammer fra tiåret 1968-78.
I
Terndrup ligger på hovedvejen mellem Hadsund og Aalborg. I
dag går vejen vest om byen, men oprindelig gik den midt gennem Terndrup, der
som by var præget af sygehuset, dommerkontoret – og så den kongelig privilegerede
landevejskro.
Kroejer A.P. Nielsen drev i efterkrigsårene kroen op til en meget høj standard og sønnen Svend
fortsatte den gode udvikling, stærkt støttet af sin hustru Esther, som var
noget af et vidunder i et køkken. Kroen ejede desuden en pavillion i den lille
skov Terndruplund i byens nordlige udkant.
I Terndruplund er der siden 1850-erne hvert år afholdt
Grundlovsmøde den 5. juni. Men ungdommen i Himmerland kender mest Ternduplund
fra ballerne i pavillionen, baller der samlede mange hundrede deltagere i tiden maj-september, stort set hver eneste
lørdag aften. Pavillionen indeholder en stor balsal, og fra balsalen er der
døre ud til to serveringsstuer. Disse to stuer var opfyldt af borde med hvide
duge og ved ballerne fungerede flere af byens mænd som tjenere, der klædt i
hvide veste serverede smørrebrød, øl og sodavand ved bordene. Inde i selve
balsalen var der en enkelt række borde ved den ene side, og så bænke rundt om
hele dansegulvet, kun afbrudt af dørene ind til serveringsstuerne og to barer,
hvor der flittigt blev langet øl over disken.
I slutningen af tresserne var beat-musikken nået til
Himmerland, nogle efterspurgte den ”langhårede” musik, andre ville helst danse
til de gammeldags danseorkestre. Kromand Svend Nielsen og Esther løste problemet
ved at have to scener og to orkestre: Et beat-orkester fra Aalborg, eller – når
det gik højt – fra Århus eller Randers – og så et mere traditionelt
danseorkester. Beatgruppen spillede så to eller 3 afdelinger på ca. 20 minutter
hver, mens danseorkestret, der som regel bestod af meget rutinerede og dygtige
musikere, klarede resten. Så der var dans og musik og rig lejlighed til at
svinge sig på pavillionens trægulv. Men
inden vi kommer til det mere romantiske afsnit, er der to ingredienser ved et
skovbal, der må og skal nævnes: Øllet og slagsmålet!
90% af de mandlige balgæster drak øl og kun øl. Det hændte
at en eller anden skulle eksperimentere med whisky eller snaps, men som regel
var der kolde bajere på bordet! Øl er langt den bedste festdrik, der findes.
Den har indbygget grænse i sig, man kan tydeligt mærke, når man har fået nok.
Og så er det en utrolig smuk drik, når man hælder den ravgyldne væske op i
glasset og ser det hvide skum briste lag for lag, indtil man har den rene,
klare, kølige pilsner tilbage. Nej, hvor smager det godt, og hvor gør det godt
i mave og hjerte! Men en af bivirkningerne er, at man bliver forfærdelig modig
af øl, og så kommer vi til slagsmålene!
Der gik sjældent en lørdag aften og nat uden et eller andet
slagsmål. To gutter røg i totterne på hinanden, holdt fat i hinandens skjorte,
rev den i stykker, råbte og skældte ud, så faldt det første slag og de tumlede
rundt, mens de omkringstående dannede boksering og heppede højlydt på de to
kamphaner. Det var sjældent nogen kom rigtig til skade, der røg en tand, det
blødte fra en læbe eller et øje, men det udviklede sig sjældent til mere. Det
er i hvert fald min fornemmelse, jeg holdt mig i den yderste periferi, jeg har
aldrig kunnet finde ud af at slå på tæven og er altid tyet til harens våben,
når nogen udfordrede – sådan er det bare, indrømmet.
Slagsmålene havde sine ukronede konger. I mange år var det i
Terndruplund ”Rambukken” fra Nørre Kongerslev. Han var virkelig et stort brød
af en forkarl og hans højre næve var på størrelse med min mors største
stegepande. Han havde et lille hof på en 4-5 drabanter, der hentede øl til ham
og tævede dem, han ikke selv ville nedlade sig til at slå på. Ham var jeg nær
kommet i slagsmål med, og det gik sådan til. Han sad ved sit stambord med en ny,
kold pilsner foran sig. Jeg kom gennem stuen, men glemte at kigge fremad, fordi
der var en usædvanlig skøn landmandsdatter fra Korup, der tiltrak sig mit blik.
Så jeg gik fremad, men så til siden, katastrofen var uundgåelig, jeg drønede
ind i Rambukken lige idet han løftede ølglasset for at nyde den første slurk.
Rædselsslagen stirrede jeg døden i øjnene, folk var blevet slået til plukfisk
for mindre. Stegepanden var allerede løftet og svirrede over hovedet på mig, da
jeg fandt på råd. Jeg kom i tanke om en
gylden regel, der altid blev overholdt, også ved slagsmål: Man slår aldrig på
en åndssvag! Jeg var på det tidspunkt i gang med mit første år som
teologistuderende i Århus, så jeg havde lært noget hebraisk. Jeg stillede mig
foran Rambukken og messede de første linier af Bibelen på hebraisk: Beresit bara ælohim et hasjamajim
ve et haaræs! Det lød forfærdeligt, men det virkede. Rambukken stirrede
forbløffet på mig, skævede så til et par af drabanterne og sagde: Han er jo
skør i låget, smid ham ud! Og så blev jeg smidt ud på pladsen udenfor, men jeg
fik ingen tæv, for man slår ikke på de åndssvage! Sig så ikke at man ikke kan
have praktisk nytte af hebraisk!
Bal – det handler jo altså om at danse. Hvad er dans? Oscar
Wilde definerede dans som den eneste offentligt tilladte form for utugt, en
eller anden har sagt, at dans er et lodret udtryk for et vandret ønske! Der er
sikkert noget om det hele, men i hvert fald: Dans er den bedste vej til at
mennesker af to forskellige køn kan komme tæt på hinanden og få en fornemmelse
af, hvem den anden egentlig er. Kroppen har sit eget sprog og pludselig
fortæller fingre, mave og unævnelige legemsdele, at her er den rigtige. Så må
man bare håbe, at hendes krop larmer op med et lignende budskab. Dans er sjovt
og man danser for sjov. Det er sjovt og skønt at bevæge sig til musikkens
rytme, det er sjovt og skønt at mærke sit eget legeme suppleres og fuldendes af
dansepartnerens, mærke hvordan to kroppe pludselig er besatte af den samme
rytme og bevæger sig i forhold til hinanden med en sikkerhed som om de var
tvillinger. Dans for sjov – men for mange blev det også alvor. Mange mødte på
dansegulvet i Terndruplund den, der skulle blive deres skæbne på godt og ondt
livet igennem, - eller i hvert fald
blive en oplevelse, der satte et skæbnemærke på
sindet og hjertet. Mange er gået ned gennem Lundens stier med en kæreste
i hånden kl.22 og gået alene hjem mens tårer pressede på, for han eller hun
havde fundet en anden og var forsvundet inde mellem månestriberne blandt
Lundens bøgetræer. Nogle så også solen stå op mod øst ude mod Kattegat stående
lænet til et træ, stirrende ud over morgentågerne på engen og følte morgenens
kølighed blande sig med en munds varme kys mod halsen. Der var skæbne i disse
balaftener, uendelig tung og uendelig lykkelig skæbne. Det kunne gå sådan til:
Et øjeblik deles flokken af dansende i to, der kommer en
stribe af lys ned gennem salen og der i lysstriben står hun, ukendt og
alligevel kendt for det er hende, du har drømt om, siden du begyndte at kende
til drømme. Ansigtet er lidt smallere end hos himmerlændinge flest med høje kindben, håret ravnesort og der er
et blåt bånd om panden. Kjolen er sort og overstrøet med et mønster af grønne
og røde roser, den når ned midt på lårene, benene er bare bortset fra båndene
af espadrillos, der når op midt på de brune ben. Det er ikke til at se om hun
danser med nogen, men i hvert fald: Du og hun bevæger Jer hen imod hinanden som
to meteorer, der blev sat i drift ved Big Bang for millioner af år siden og nu
endelig, endelig mødes deres baner. Og mødet bliver en eksplosion af varme,
bevægelse, uro fordi man ikke kan komme nær nok
og fred, fordi man endelig er der, hvor man er bestemt til at være. Og
så går I hen til et af bordene med de hvide duge og deler to øl og ser kun
hinanden resten af den sommer. Forelskelse er den blideste form for neurose,
der findes. Man bliver afhængig af følelsen, man må og skal prøve det igen og
sandelig: Næste tirsdag, hvor du tager knallerten, den berømte Puch Maxi, og
fræser til hendes hjemby og ser hende i hendes hjem og hendes værelse er
forelskelsen lige stor, men ikke så stormende, for nu er I et par og sidder i
sofaen og får eftermiddagskaffe med hendes forældre, mens spændingen i kroppen
bygges op: Hvornår kan vi slippe ind på værelset og gøre alt det, en dreng og
en pige der er forelskede altid har gjort og som vi er de første der skal gøre
på netop denne måde? – Et par måneder senere forlader hun dig til fordel for en
eller anden slikket mekanikerlærling, der har bil. Svaghed, dit navn er
kvinde-----
II
Skovpavillionen i Terndruplund var som sagt balsted i
sommerhalvåret, i vinterhalvåret var der bal på selve kroen. Bag skænkestuen og
”slyngelstuen” lå den store festsal. På bagvæggen var et kæmpestort maleri af
de sammensvorne, der forlader Finderup Lade efter mordet på Erik Glipping.
Foran dette imposante maleri var så scenen, hvor musikerne
blev placeret, så var der som i Lunden borde rundt langs salens sider og en
stor bar i den modsatte side af scenen. Og så var der et galleri, en ”første
sal”, hvor man kunne finde den berømte ”Storm P – bar”! Sådan hed den, fordi
væggene på første sal var bemalet med Storm P – vagabonder. Her oppe fra havde
man den bedste udsigt over herlighederne. Man var en rigtig mand, når man en
aften havde været så fuld, at man var trillet ned ad trapperne fra Storm-P. Så
var man inde i det gode selskab. Desværre var der for mange der i tidens løb
ikke kunne nære sig for at hælde øl ud fra balkonen og ned i nakken på de
dansende. Derfor blev baren sløjfet og opgangen til første sal lukket og man
skulle være meget gode venner med Rosa i køkkenet for at få lov at bruge
bagvejen til et lille stævnemøde deroppe!
I begyndelsen blev musikken leveret af lokale kræfter: Hans
og Bettys Jazz-kapel! Betty var en lokal spillelærerinde som betjente klaveret,
Hans en snedkersvend, som spillede trommer, saxofon og harmonika, alt med samme
stoiske ro. Kunne man danse til det!? Ja! Det kunne man sagtens. Men senere kom
der elektrificerede orkestre og der var rigtig godt besøg, når der var bal på
Terndrup Kro. Kroejerne var gode til at variere orkestrene og så skaffede de
også solister. Solisterne optrådte som regel ved 23- eller 24-tiden og så var
salen totalt pakket, når vi blev præsenteret for Bent Werther, Lecia og
Lucienne eller kæmpehittet Laban, nej hvor blev der dog skrålet med på ”Hvor
skal vi sove i nat”! Men lad mig fortælle lidt om de mennesker, som fik hele
ballet til at fungere:
Kromanden og hans daglige bestyrer stod selvfølgelig for de
overordnede beslutninger. Ved balaftener var der som regel en 3-4 servitricer
og 2-3 tjenere, som dels stod i barerne, dels bragte drikkevarer rundt til
bordene, somme tider kunne der også købes smørrebrød eller suppe, når ballet
var slut. Tjenere og servitricer var som regel folk fra byen, som fik en ekstra
indtægt ved at arbejde på kroen disse aftener. Hvor måtte de dog høre på meget
vrøvl og hvor tog de det godmodigt og venligt! Samtidig med at de var gode til
at trække grænser, de lod sig bestemt ikke fornærme.
Og så var der udsmiderne! Der var som regel 2 og de
havde en klar rollefordeling. Den ene af
dem havde en engleagtig tålmodighed og diskuterede og parlamenterede med
drukkenbolte og slagsbrødre, den anden havde et fast og hurtigt tag og lige
pludselig lå de ude på fortovet og havde en klar fornemmelse af, at de skulle
ikke vove sig inden for døren igen. Udsmiderne blandede sig ikke i slagsmål,
men fik blot slagsbrødrene lempet udenfor, så stridighederne kunne blive
afgjort i gyden bag kroen eller ude på parkeringspladsen.
Seksualdriften trives lige godt sommer og vinter, men den
havde unægtelig bedre plads nede i Lunden. Der var ikke mange pladser på kroen
til par, der søgte et fredeligt hjørne til at udforske hinanden nærmere.
Købmanden på den modsatte side af gaden holdt hurtigt op med at lade sække med
salt stå ude weekenden over, det var tydeligt søndag morgen, at de havde brugt
som leje for utugt!
Hvis man sammenligner med vore dages discotek-miljøer var
det bemærkelsesværdigt så lidt der skulle til dengang! En sal med et dansegulv,
nogle borde og stole, en bar og et orkester – så var den i vinkel! Humøret var
medbragt, man sad ikke og kiggede blasert, nej, ud på gulvet og så hen til
baren og så ud på gulvet igen, der var jagtsæson hel aftenen og hele året
rundt. Alle de søde piger kommer på et eller andet tidspunkt til bal
iHimmerland, så det gælder om at være årvågen, vand i håret, sprit i halsen, på
med charmesmilet og de magiske dansesko, så skulle der scores!
I begyndelsen af 70-erne opstod begrebet ”Enkebal” eller
”Enkefræs”, som det hurtigt blev døbt. Det var onsdagsballer, hvor princippet
var, at det var pigerne der bød op til dans. Enkeballerne på Terndrup Kro blev
en kæmpesucces, folk kom fra nær og fjern, McKinleys spillede, Peter Belli kom
forbi og gav et par numre. Succesen fortsatte op til den tid, da Gustav
Winckler havde kroen. Derefter flyttede jeg fra byen og indtog mit værdige
embede som sognepræst i Gug, men når jeg er i Terndrup er jeg da altid et smut inde på kroen og står
med en eller anden god ven og en pilsner i hånden og stirrer ind i den gamle
balsal. Vi kan tydeligt høre suset fra Hans og Bettys Jazz-kapel og vi kan
næsten høre Nys-Ole eller Flemming Strøm huje i overstadig fuldemandsjubel oppe
fra Storm-P baren. Det var tider!
III
Det hører med til billedet af balstederne i Himmerland, at
man ikke holdt sig udelukkende til sin egen by, der var megen rundfart mellem
de forskellige balsteder. I den tid, jeg tænker på, slutningen af 60-erne og
begyndelsen af 70-erne, var der mange steder, som indbød til bal. Og når man
tænker tilbage på tiden, var kvaliteten overraskende god: Der var altid god
musik, rene, velholdte lokaler, ingen snyd og optrækkeri med entrepriser og
øl-priser. Det var kort sagt op til os selv om vi ville have en god fest,
rammerne var i orden! Fra Terndrup tog vi ofte til bal i Skovpavillionen i
Bælum, eller ”Bælum Krigshavn” som det ofte hed, nok mest på grund af den
krigeriske stemning mellem unge fra Terndrup og Bælum. Stakkels den der fik en
kæreste fra Bælum! han var i større vanskeligheder end Romeo i Shakespeares
tragedie.
Så var der Hadsund Skovpavillion. Det lugtede altid lidt af
storby! Dèr kom vi, hvis der var nogle stykker som kunne leje en taxa sammen,
men problemet var altid at få folk med hjem igen – der var forskellige
svinkeærinder inde mellem skovens træer!
Men i den tid jeg tænker på var der et sted, der udmærkede
sig frem for andre: Skelund Hotel – og det var musikkens skyld. Her spillede
nemlig om fredagen de legendariske Les Manes! Det var et fantastisk orkester,
altid med stort repetoire, gennemført musikalitet og altid professionelt
fremført. De sjuskede aldrig, men leverede varen helt og fuldt hver gang. Der
var allerede dengang mange feriegæster i Øster Hurup og de fandt også vej til
Skelund ”Badehotel”, så salen var stoppet med mennesker. Der var varmt i de
somre, det var kærligheds-somrene, hvor bølgerne fra San Francisco og flower-power
revolutionen også nåede til Himmerland. Er det bare nostalgi, eller var vi
gladere dengang, mere fri, - der skulle ikke meget til før vi vandrede op ad
månestråler og ud i den lyse, varme sommernat!
Til slut skal der lyde en tak til alle de kære mennesker,
jeg mødte dengang. Hvor var det dog herligt at være til bal sammen med Jer!
Hvor var I dog store i slavet – hvor store drømme for fremtiden havde vi ikke,
hvor var vi lykkelige i øjeblikket, det nærværende øjeblik. Jeg garanterer for
at mange af Jer har Procul Harum og ”A whiter shade of pale” kørende i ørerne
endnu fra den store sommer i 68 og I har sikkert også en blomstret vest eller
skørt gemt fra dengang. Tak for alle kyssene, bajerne, øretæverne, dansene, de
vilde køreture hjem på bagsmækken af en udboret knallert. Vi fra dengang – vi
kan sige, at vi har levet.
